|
Det var i en lille bjerglandsby.
Alle kendte alle. Og alle kendte jøden Schmoll. Man drillede ham lidt til
hverdag, men man holdt også af ham. Så da det en dag skete, at der udbrød et
kæmpemæssigt skybrud, drog man forbi hans hus for at se, om alt var vel.
Jeg stoler på min Gud, sagde
Schmoll.
Det regnede og regnede i dagevis.
Efterhånden begyndte vandene at stige. Snart var de laveste huse aldeles
under vand, og folk måtte evakueres i både.
Schmoll var ikke bange. Selv da
syndfloden begyndte at nå op til hans hus, der lå et stykke op ad
bjergsiden, ville han ikke stige op i den lille robåd, der kom for at hente
ham.
Jeg stoler på min Gud, sagde han.
Jeg har bedt min Gud om hjælp, og han vil sende hjælp.
Snart var vandet steget, så
Schmoll kun kunne opholde sig på taget. En større motorbåd kom forbi.
Kom dog med, sagde man.
Jeg stoler på min Gud, sagde
Schmoll. Han vil sende hjælp.
Da Schmoll sad i vand til halsen,
kom der en helikopter for at redde de sidste nødstedte.
Jeg har hele mit liv sat min lid
til Herren, sagde Schmoll. Og jeg har bedt ham om hjælp. Skulle jeg så ikke
stole på min Gud ..!
Så døde Schmoll.
Og Schmoll kom op til Himmeriges
port. Der stod Gud.
Schmoll var godt fornærmet.
Her har jeg bedt dig om hjælp,
siger Schmoll til Gud. "Herren er min hyrde, mig skal intet fattes" - det
stolede jeg på. Men Du hjalp mig ikke, siger han anklagende.
Jamen Schmoll, sagde Gud Herren og
tog Schmoll om skulderen. Kom nu ind, så snakker vi om det. Jeg sendte dig
først en robåd, så sendte jeg dig en motorbåd. Og til sidst sendte jeg dig
en helikopter. Hvad forlanger du af mig - mirakler ...?!
|
