Navnet Sabro er ikke usædvanligt i Århus. Og det er ikke så mærkeligt. Før i tiden var det nemlig sådan, at folk der flyttede fra omegnens landsbyer og slog sig ned i Århus, ofte fik tilnavn efter hjembyen, og mange førte senere tilnavnet videre som familienavn. Blandt byens Sabroe slægter i første halvdel af sidste århundrede var en købmandsfamilie, der oprindelig stammede fra Sabro Mølle, blandt de mere fremtrædende. Købmand Peter Mauritz Sabroe sad en tid i byens borgerrepræsentation, og for knap hundrede år siden gjorde to af hans børnebørn Sabroe-navnet kendt over hele landet. Den ene var den socialdemokratiske agitator og folketingsmand Peter Sabroe og den anden hans fætter, Thomas Thomassen Sabroe, der blev grundlægger af byens nu største virksomhed inden for jernindustrien.

Thomas Sabroe er født 1863 i Silkeborg, hvor hans far af samme navn havde slået sig ned som købmand og handelsagent. Skolevæsenet i den helt nye by, der voksede op omkring Papirfabrikken, var dog ikke udbygget, så Thomas blev 12 år gammel sendt til faderens fødeby for at fortsætte skolegangen. I 1880 tog han præliminæreksamen fra Århus Katedralskole. Efter et halvt år på handelsakademi i København var han i de følgende år ansat som kontorist og bogholder i forskellige handelsvirksomheder her og senere i Hamborg, Hobro og Århus. Samtidig begyndte han selv handelsvirksomhed, først som agent for en tysk cykelfabrik. Han var meget fascineret af de nye væltepetere og en ivrig cyklist, og fra sidst i 1880erne begyndte han at handle med mejerierne landet over (tilbehør, forbrugsstoffer, reservedele, drivmidler m.v.). I 1890 overtog han i Silkeborg faderens engrosforretning i mel, korn og jern, som han supplerede med frøsalg, men efter nogle få år opgav han dog igen denne del af forretningen. I stedet for koncentrerede han sig om mejerierne og begyndte også at sælge mejerimaskiner og anlæg. Et værksted blev tilknyttet

forretningen, og snart kunne han supplere sit vare katalog med bl.a. en flødeelevator og en pasteuriseringsmaskine af egen konstruktion. I 1893 flyttede han fra Silkeborg til Århus, hvor han indrettede maskinværksted i Kannikegade nr. 12 og i de næste par år koncentrerede sig om salg, montering og konstruktion af mejerimaskiner. Stedet blev snart for lille, og ved salg af patentrettigheder fik Sabroe midler til i 1896 at købe byens gamle sygehus i Dynkarken, der var blevet ledigt efter bygningen af det nye Kommunehospital ved Randersvej i 1893. Året i forvejen havde han desuden optaget ingeniør Carl Gottlieb som kompagnon og teknisk leder i virksomheden.

Sabroe & Gottlieb fortsatte produktionen af forskellige mejerimaskiner, men det blev dog hurtigt klart, at man både af tekniske og økonomiske grunde måtte specialisere sig. Efter Sabroes ide begyndte fabrikken derfor at fremstille kølemaskiner. En sådan produktion var ny i Danmark, mens man andre steder i Vesteuropa siden midten af 1800-årene havde eksperimenteret med maskiner, der kunne frembringe kunstig kulde, så at man bedre kunne opbevare især let fordærvelige fødevarer i længere perioder. Tidligere tiders nedkøling med naturlig sne og is, der opbevaredes i særlige huse eller kuler til brug i sommertiden, var utilstrækkelig for de nye levnedsmiddelindustrier. Især fra bryggerier, slagterier og mejerier blev der en

stigende efterspørgsel efter kuldemaskiner, der også var nødvendige ved transport af let fordærvelige varer over større afstande. De første kølemaskiner blev indført til Danmark og taget i brug af Carlsberg-bryggerierne omkring 1880, og i det følgende tiår blev enkelte anlæg opstillet på andre bryggerier og slagterier. Den første danske kølemaskinfabrik, Tuxen & Hammerich i Nakskov havde fra 1891 produceret nogle anlæg til margarinefabrikker og mejerier, da Sabroe & Gottlieb begyndte at gå ind på kølemaskine markedet.

De nye kølemaskiners virkemåde var kort fortalt følgende: En kompressor (luftpumpe) skaber undertryk i en refrigerator (fordamper) med kølevæske; kølevæsken fordamper og bruger derved varme, som trækkes fra omgivelserne, f.eks luften i et køleskab, der så afkøles. Kompressoren presser den fordampede kølevæske sammen i en kondensator (fortætter), hvor den som følge af overtrykket og afgivelse af varme f. eks. til luften bag et køleskab igen fortættes til en væske. Kølevæsken ledes derefter gennem en ventil tilbage til refrigeratoren, og processen gentages. Den centrale del af maskinen, der er bestemmende for dens effektivitet og økonomi, er kompressoren, og det var især

konkurrencen om fremstilling af stadig bedre kompressortyper, der blev afgørende for de nye kølefirmaers videre udvikling. Sabroes nye produktion fik en særdeles heldig start. 1898 forestod nemlig Det kongelige danske Landhusholdningsselskab sammenlignende prøver mellem mejerikølemaskiner fra Sabroe, Tuxen & Hammerich samt et tysk firma, og disse faldt ubetinget ud til fordel for Sabroes maskine, der brugte kulsyre som kølemiddel i modsætning til de andres ammoniak- og svovlsyrlingmaskiner. Udfaldet af prøverne betød, at firmaet i de følgende år blev den foretrukne leverandør af mejerikøleanlæg i Danmark, og det banede også vej for, at virksomheden meget hurtigt fik en eksport i gang af køleanlæg til bl.a. mejerier, chokolade- og margarinefabrikker, slagterier samt isværker til en række lande. Desuden konstruerede firmaet et skibskøleanlæg, som 1902 blev afprøvet i DFDSs smøreksportskib S/S Frejr med et så godt resultat, at Sabroe herefter i mange år blev fast leverandør af kølemaskiner til rederiets mange skibe. Også dette blevet godt "kvalitetsstempel" for virksomheden og dannede basis for, at denne produktionsgren fik en betydelig plads i firmaets videre udvikling.

Samtidig med omlægningen af produktionen og opbygningen af kølemaskinfabrikken skete der i årene frem til 1910 en række ændringer i firmaets organisation og ledelse. Til ombygning og udvidelse af det gamle sygehus var der behov for tilførsel af kapital, og firmaet blev derfor omdannet til Aktieselskabet Thomas Ths. Sabroe & Co. pr. 1. september 1897. En række af byens fremtrædende erhvervsfolk indskød penge i selskabet, der fik grossererne Otto Langballe, joh. Baune og Hans Schourup som bestyrelse sammen med de to direktører. Samarbejdet mellem især Sabroe og bestyrelsesformanden Joh. Baune var dog anspændt, og det førte til, at Sabroe efter et par års alvorlig sygdom i 1903 helt måtte opgive sin direktørpost og selskabets ledelse. I parentes bemærket var sygdommen faktisk opstået som følge af et styrt i et cykelvæddeløb så langt tilbage som i 1883 kombineret med et tyfusangreb det følgende år. Efter at have været indkapslet i omkring 15 år brød sygdommen 1899 ud som en ondartet knoglemarvsbetændelse, der krævede langvarige sygehusophold og adskillige operationer. I de følgende år fulgte en række kontroverser mellem Thomas Sabroe, der fortsat havde aktier i selskabet, og bestyrelsen både omkring selskabets økonomiske forhold

og Sabroes afløser som direktør, Theodor Hald, der 1910 flygtede til Amerika efter bedragerier mod firmaet. Først efter Carl Gottliebs overtagelse af ene direktørposten stilnede uroen af. Sabroe, der en tid drev grossistvirksomhed i København, kom dog ikke tilbage til firmaet, men fulgte og støttede det med interesse til sin død i 1942. Også økonomisk var de første år efter århundredskiftet vanskelige. Selvom fabrikken fra begyndelsen eksporterede en stor del af de nye køleanlæg, var der dog ikke afsætning nok til at holde beskæftigelsen i gang hele tiden, og Sabroe måtte derfor i disse år stadig fortsætte produktionen af bl.a. mejerimaskiner og damp kedler. Samtidig blev priserne presset i bund som følge af en stærk konkurrence fra den nye københavnske kølefabrik A/S Atlas, der i øvrigt førte til, at Tuxen & Hammerich gik ned, så kun Sabroe og Atlas var tilbage. Derefter bedredes forholdene, og den stadigt stigende efterspørgsel efter køleapparatur på flere områder betød, at Sabroe kom ind i en stabil vækstperiode med udvikling af nye produkter. Omkring 1910-11 lykkedes det at fremstille en så lille kølekompressor ("Kolibri"), at den kunne monteres i landets første små husholdningskøleskabe, der dog især blev anvendt i restauranter, butikker og "storkøkkener". Af andre nyskabelser fra denne tid kan også nævnes de første elektriske skibskølemaskiner, som blev installeret i ØKs første dieselmotorskib Selandia i 1911, og frugtkøleanlæg, men firmaets væsentligste pionerindsats fandt dog sted inden for fryseindustriens område. I samarbejde med fiskeeksportør A.J.A. Ottesen, anerkendt verden over som den moderne dybfrysnings ophavsmand, udviklede man i 1912 de første anvendelige fiskefrysningsanlæg, der var baseret på indfrysning af fiskene i en umættet saltopløsning. Sabroe A/S og Ottesen tog patent på metoden, som hurtigt vandt indpas i mange lande som den bedste frysemetode for fisk i såvel skibe som på landjorden. Først i midten af 1930erne blev der udviklet nye og bedre metoder med indfrysning i en kold luftstrøm, der så brød Sabroes enestående position inden for fiskekøleanlæggene.

Fra midten af 1920eme fik Sabroe vanskeligere ved at fastholde den kraftige fremgang, både fordi de udenlandske kølemaskinfabrikker fik bedre konkurrenceforhold (den danske krone blev opskrevet i 1925), og fordi der kom nye danske virksomheder til. Sabroe måtte 1924 "bide i det sure æble" og ved siden af sine kulsyrekompressorer optage en sideløbende produktion af kølemaskiner med ammoniak som kølemiddel, idet disse på flere områder havde vist sig bedre end kulsyremaskinerne, som Sabroe siden starten havde specialiseret sig i. Presset af konkurrencen fra de nye danske kølefabrikker satte virksomheden desuden kraftigt ind på at udvikle helautomatiske kølemaskiner og -skabe, der fra slutningen af 1920eme for alvor begyndte

afvinde indpas i levnedsmiddelforretninger og efterhånden private hjem. Det kostede dyre erfaringer, inden produktionen af disse små "Kryos" maskiner kunne udskilles som en rentabel specialgren på fabrikken, først og fremmest fordi Sabroe hidtil især havde koncentreret sig om de større industri- og skibsanlæg.
Ledelsen af Sabroes fabrikker lå frem til omkring 1930 fortsat i hænderne på Carl Gottlieb som administrerende direktør og Joh. Baune som bestyrelsesformand. Baune forblev aktiv i ledelsen, helt til han som 83-årig endelig trak sig tilbage i 1931 og blev afløst af landsretssagfører C. Holst Knudsen, mens civilingeniør Otto Kramhøft, der havde været ansat på virksomheden siden 1902, et par år før var blevet udnævnt til teknisk direktør. I 1936 afsluttedes generationsskiftet med Gottliebs afgang til fordel for Axel Gruhn (1899-1958), der i et par år havde været med i firmaets merkantile ledelse og herefter i en lang årrække fortsatte på den øverste direktørpost til sin død.

Det var en god beliggenhed, fabrikken havde fået ved Thomas Sabroes køb af det gamle sygehus nær ved både havnen og banegården. Dynkarken 12-14 var adressen på hospitalet, der oprindelig var opført i 1842 som hjemsted for byens Videnskabelige Realskole, men bag hovedbygningen lå et større areal, som indgik i handelen. En del af området strakte sig helt ud til Sønder Alle, hvorfra der var tilkørsel til grunden. Straks efter overtagelsen i 1896 fandt den første ombygning sted, men allerede året efter blev der yderligere opført både værksteds- og lagerbygning i gården samt ved indkørslen fra Sønder Alle (nr. 41) et kontorhus, som med sin udformning blevet karakteristisk indslag i gadeprofilen. Selve hjørnegrunden Sønder Alle / Dynkarken hørte derimod ikke med til virksomheden. Den lå i begyndelsen ubebygget hen, men var en tid i 1920erne hjemsted for Joseph Levins produkthandel

I takt med produktionsvæksten måtte fabrikslokalerne udvides. Der kom en ekstra etage på hovedbygningen, og gårdspladsen blev efterhånden opfyldt med overdækkede lagerpladser og nye værkstedsbygninger. Omfattende udvidelser fandt sted i 1925, hvor to nye værksteder blev taget i brug, og igen i 1930, efter at fabriksarealet var blevet udvidet med Levins hjørnegrund. Det gav mulighed for opførelse af en monteringshal samt udvidelse af kontorlokaler og tegnestuer.
Sideløbende med udvidelserne i sidste halvdel af 1920erne i Århus oprettede Sabroe i 1926 et datterselskab i Japan, hvor man siden 1910 havde opbygget et større marked. I årene frem til krigen og genoptaget efter dens afslutning foregik i The Sabroe Company of Japan i Osaka en betydelig licensproduktion af kølemaskiner.

Den sidste større ombygning af fabrikskomplekset i Sønder Alle/ Dynkarken fandt sted i 1937 og årene derefter. Herved blev fabriksgården helt udbygget, og det var i disse år, at facaden mod Dynkarken blev forlænget rundt om hjørnet, hvor det blev opbygget med den karakteristiske femkantede søjlebårne tårnbygning, som blev fabrikkens kendetegn i efterkrigsårene.
Selv disse betydelige udvidelser sideløbende med fornyelser og rationalisering af produktions- udstyret kunne dog ikke holde trit med virksom- hedens stærke vækst i slutningen af 1930erne. Det blev derfor nødvendigt at flytte en del af produktionen til andre steder i byen. I 1940 købte Sabroe De Forenede Jernstøberiers grund og fabrikker ved Østboulevarden / Knudrisgade, og hertil flyttedes samme år rør- og spiralfabrikationen sammen med kedelsmedjen. I befrielsesåret lykkedes det endvidere Sabroe at erhverve en stor tilstødende grund ved hovedfabrikken, den såkaldte Hans Broges Gård, mod Fredensgade/Mindegade, hvor udbygningen kunne fortsættes i det første tiår efter krigen. Heller ikke her var der dog plads til selskabets første store byggeprojekt i de første fredsår 1946-47, nemlig et eget jernstøberi for fremstilling af kvalitets stål, der blev udskilt som et selvstændigt datterselskab, jernstøberiet Dania. Det kom til at ligge i Finlandsgade i byens nyeste fabrikskvarter ved Vestre Ringgade nær Universitetet.

Kriseårene i begyndelsen af 1930erne mærkedes også hos Sabroe, men ret hurtigt blev de afløst af en fornyet fremgang, der hang sammen med, at køle- og frysemaskiner vandt indpas på en række nye områder. Firmaet deltog f.eks. i udviklingen af iscrememaskiner, airkonditionanlæg og opbygning af kølehuse (coldstores) i trediverne, hvor man også begyndte at tage et nyt kølemiddel i brug, det nu så forkætrede freon. Inden for virksomhedens særlige speciale, skibskøleanlæggene, fandt der væsentlige fornyelser sted i årene før krigen, og i 1940 udviklede Sabroe som en af de første en skælismaskine, der blev patenteret i en række lande. Skælisen, der bestod af let

håndterlige løse isflager kunne konkurrere med det hidtil anvendte, langt mere arbejdskrævende blokis, og især i Europa blev Sabroe kendt for sin ekspertise på dette område.
De store industri- og skibs køleanlæg fortsatte også i efterkrigsårene med at være Sabroes hovedprodukter på verdensmarkedet. I Danmark gik man desuden i 1950erne i stigende grad ind på at få del i den store udbygning med køleudstyr, der fandt sted i privat og handelssektoren: opførelsen af fællesfryserier, køle- og frysemøbler til supermarkeder, hospitaler mv. Virksomheden oprettede en række salgs- og serviceafdelinger rundt i landet, og et særligt selskab, Royal-Sabroe A/S, blev til sidst oprettet til at varetage denne sektion for mindre køleanlæg, inden den 1976 igen blev opgivet, og hele afdelingen solgt til det svenske Elektrolux.
Den væsentligste nyskabelse i Sabroes efterkrigsproduktion var imidlertid udviklingen af nye kompressortyper. Fremstillingen af tidligere henimod 30 forskellige, ofte bygget for at imødekomme kundernes specielle ønsker, medførte, at en mere rationel serieproduktion var vanskelig. I USA var man lige før krigen i gang med udvikling af mindre, mere effektive, fleksible og støjsvage typer, og efter at den nye ledelse med Axel Gruhn i spidsen var trådt til, blev der i det første tiår efter krigen sat meget ind på at få konstrueret tilsvarende teknologisk mere avancerede kompressorsystemer. Det lykkedes faktisk Sabroe at blive den første europæiske kølefabrik, der fik færdigudviklet disse multicylindrede stempelkompressorer, som blev sendt på markedet i 1955. Bag succes’en lå bl.a. en målbevidst indsats i en særlig konstruktionsafdeling, men også en smule held. I 1950 deltog firmaet nemlig med sin nye skælismaskine i en europæisk industriudstilling i Chicago, og på grund af en kvælende sommervarme blev standen med maskinen, der producerede et halvt ton skælis dagligt, et tilløbsstykke. Der blev derved knyttet kontakt til alle førende amerikanske kølefirmaer, der efter udstillingen villigt åbnede dørene for besøg. I bagagen hjem medbragte s bl.a. maskindele fra multicylinder-kompressorer.
Det var Sabroes heldige konstruktion af de nye stempelkompressortyper, der blev baggrunden for firmaets stærke udvikling i 1950erne og 1960erne. Stigende udviklingsomkostninger var dog allerede fra slutningen af tresserne medvirkende til, at Sabroe begyndte at indgå nærmere samarbejde både med Atlas-fabrikken og en fremtrædende tysk maskinfabrik. Dette samarbejde tog især sigte på at udvikle kompressorer, der arbejdede efter et skrueprincip og ikke som de hidtidige Sabroe typer med stempler. Selvom Sabroes samlede fabriks areal var blevet mere end tredoblet ved købet af Østboulevarden og Brogesgård, var udbygningen i 1950erne så omfattende, at man midt i årtiet måtte konstatere, at udvidelsesmulighederne var udtømt. "Man" var dog i dette tilfælde især Århus kommune og byråd, der ved fabrikkens ansøgning om udvidelse/ombygning stillede krav om bl.a. tilbagerykning af bygge linier, friluftsarealer og indretning af parkeringspladser på fabriksområdet. Da man ikke kunne forhandle sig til rette, købte Sabroe i stedet i 1957 en byggegrund i det nyudlagte industrikvarter i Holme og begyndte her ved den senere Axel Gruhns Vej opførelsen af et nyt fabrikskompleks. I 1959 blev de første afsnit af den nye maskinfabrik taget i brug, og virksomhedens endelige udflytning fra Dynkarken blev afsluttet ti år senere, da den nye administrationsbygning stod klar til indflytning. En epoke i fabrikkens historie var hermed afsluttet.
For Sabroe har salg af skibs- og industrikøleanlæg til udlandet altid udgjort den største og vigtigste del af omsætningen. Firmaet opbyggede tidligt et net af agenter og forhandlere og oprettede endvidere i begyndelsen af 1930erne egen montørskole til uddannelse af repræsentanter. For at styrke positionen i nogle af de vigtige eksportlande etablerede selskabet, som nævnt ovenfor, et datterselskab i Japan i 1926. Et tilsvarende i England kom til i 1939, men måtte opgives igen på grund af krigen. På det vigtige svenske marked for skibskøleanlæg gik man allerede i 1945 ind med et datterselskab i Gøteborg, men ellers var det først efter de stærke ekspansions- og udviklingsår i halvtredserne, at efterkrigstidens to væsentligste udenlandske filialer så dagens lys i henholdsvis Vesttyskland (1957), indgangs porten til Fællesmarkedet, og Brasilien (1960). I løbet af firserne er der yderligere oprettet datterselskaber i flere europæiske og amerikanske lande.
De seneste årtiers omstruktureringer inden for. dansk erhvervsliv har også gjort sig gældende hos Sabroe. I 1968 indgik selskabet en samarbejdsaftale med landets anden store kølevirksomhed Atlas, der af økonomiske grunde måtte opgive at fortsætte nykonstruktion af egne kompressorer. Samarbejdet fortsatte i de følgende år, samtidig med at Atlas købte aktier i Sabroe i et sådant omfang, at Sabroe i 1974 formelt blevet datterselskab af Atlas. I de følgende år medførte den interne udvikling i Atlas, at dette i 1985 helt måtte opgive sin egen køledivision, og Sabroe overtog derefter alle køleaktiviteter il. Lauritzen-koncernen, som siden 1938 har været Atlas-selskabernes hovedaktionær.
I løbet af 1970emes og 1980ernes kriseår har også Sabroe i perioder været ramt af nedgang, der har medført en række ændringer i organisations- form og ledelse. De seneste år har dog været præget af konsolidering og fremgang, og firmaet er med en omsætning på henved 1,5 mia kr. og en samlet medarbejderstab på omkring 2500 (heraf godt 1000 i Århus) byens største virksomhed i jernindustrien.
 

De skabte Århus I           
Erik Korr Johansen           

Menu            Tilbage