Menu

 Tilbage

Sabroe Multicylinder Compressor SMC.

En beretning om SMC kompressorens tilblivelse og udvikling.

Tiden før SMC.

Ved Sabroe's 50 års jubilæum i 1947 omfattede, produktionsprogrammet vertikale kølekompressorer type SA og FWA med ammoniak som kølemidlet og type FRIGORE med CFC (freon) som kølemidlet. Det var maskiner af den såkaldte jævnstrømstype, hvor kølemidlet indsuges under stemplet, passerer en suge ventil i stemplet og efter kompressionen en trykventil i cylinderens top. Antallet af cylindre var som oftest to, men konstruktionerne tillod op til fire cylindre på række. Omløbs tallet var moderat, sjældent over 500 per minut, hvorfor også kileremtræk var det almindeligste.

Kompressorerne var for de mindres vedkommende af monobloktypen med krumtaphus og cylinder støbt i et stykke, medens de større havde på boltede cylindre. Løse cylinderforinger anvendtes sjældent. Der var omkring 10 forskellige stempeldimensioner for at dække kapacitetsområdet. Med flere varianter indenfor hver cylinderdimension og et begrænset salgsvolumen blev seriestørrelserne i produktionen meget små.

Nye konstruktioner på vej.

Sådan var Sabroe's teknologiske stade i de første efterkrigsår, og det gjaldt ligeledes for den øvrige europæiske Køleindustri. I USA arbejdede køleindustrien også efter dette koncept, men der var begyndt en udvikling i 1938 af kølekompressorer med cylindrene anbragt i V- og W-form.

Amerikanernes primære formål med at søge nye konstruktionsformer var, at frembringe en kølemaskine med lav vægt og mindre pladsbehov og dertil mindst mulig vibration og støj under drift, især beregnet på det store marked for klimaanlæg.

I de første konstruktioner anvendte man fortsat jævnstrømsprincippet, men omkring 1950 var man nået frem til det vekselstrømsprincip, som efterhånden blev almindeligt anerkendt: cylinderforinger med suge ventilen indbygget i en ydre krans omkring cylinderforingens øverste del.

Konstruktionen tillod højere omløbs tal og direkte kobling med elektromotorer og dertil yderligere indbygning af en løfteanordning til sugeventilen, hvorved opnåedes mulighed for både en startaflastning og en kapacitetsregulering af kølemaskinen. Konstruktionen bød endvidere på betydelige produktionsmæssige fordele, fordi det blev muligt at dække et bredt kapacitetsområde med en typerække af kølemaskiner med samme stempel og cylinder i antal, der kunne variere mellem 2 og 16. Seriestørrelserne på en lang række produktionsdele blev pludseligt mangedoblet, og konstruktionen blev kendt under betegnelsen multicylinder kompressoren.

Også i Europa.

I Europa blev man først rigtig opmærksom på den nye kompressor type omkring 1950. Efter verdenskrigens ophør varede det nogen tid, før det blev praktisk muligt at foretage studierejser til Amerika. Selv flittig tidsskriftlæsning var ikke tilstrækkeligt til at få det fulde indtryk af, at vi stod overfor noget som skulle blive banebrydende i kompressorkonstruktion.

I 1950 udkom Professor Rudolf Plank's Amerikanische Kältetechnik, Dritte Bericht, med en beskrivelse af køleteknikkens stade i USA. Heri er givet en meget detailleret redegørelse for den amerikanske produktion af kølemaskiner og naturligvis specielt om multicylinder konstruktionerne.

Der er ingen tvivl om, at Dritte Bericht er blevet studeret omhyggeligt i Kølebranchen over hele Europa, fordi Professor Plank helt ubestridt var verdens førende personlighed inden for såvel den teoretiske som den praktiske køleteknik og grundlægger af det tyske køletekniske Institut i Karlsruhe.

Forberedelser hos Sabroe.

Sabroes administrerende Direktør, Axel Gruhn, omgikkes allerede i 1949 med tanker om en fornyelse af Sabroes produktprogram og så sig derfor om efter en konstruktør til at løse denne opgave. Selv med en vag viden om de moderne amerikanske kompressorkonstruktioner fornemmede han dog, at der var tale om maskiner, som var stærkt afvigende fra vor hidtidige produktion, og han søgte derfor en konstruktør, der selvstændigt og uafhængigt af den faste konstruktionsafdeling kunne påtage sig den opgave at opstille et nyt kompressorprogram for Sabroe.

Direktør Gruhn fandt manden, ingeniør Vagn Villadsen, på Sabroes afdeling i Gøteborg. Villadsen var beskæftiget med at sælge og levere køleanlæg til det svenske marked, efter at have tilbragt et par år i en lignende stilling hos vor forhandler i Columbia i Sydamerika. Selvom Vagn Villadsen gjorde god fyldest i disse jobs med sin allerede da store interesse og viden om køleanlæg, er der ingen tvivl om, at hans lyst stod til at konstruere. Fra sin tid i Columbia havde Vagn Villadsen fået kendskab til de nye amerikanske kompressorer, og han var derfor straks lydhør overfor Direktør Gruhns tanker om at konstruere en ny Sabroe kompressor.

I sommeren 1950 flyttede Villadsen til Aarhus og startede sin enmands konstruktionsafdeling, der havde fået til opgave at forny Sabroe's Produktionsprogram.

Besøg i USA.

Direktør Gruhn sad i Industrirådets bestyrelse med særlig interesse for aktiviteten i Industrirådets Eksportbureau, som det hed dengang. Dermed var direktør Gruhn også stærkt engageret i administrationen af den del af den amerikanske Marshall hjælp, som kom til Danmark. I 1950 var tiden inde for Europa til i USA at præsentere de fremskridt, der var opnået i europæisk produktion efter krigen.

Der blev afholdt en stor udstilling, First United States International Trade Fair, i august 1950 i Chicago, hvor også adskillige danske firmaer med B&W i spidsen deltog.

Sabroe udstillede en lille Skælismaskine, som producerede en halv ton skælis hver dag. Vor stand blevet tilløbsstykke, ikke mindst fordi alle de øvrige udstillingsstande kunne bruge isen under den frygtelige augustvarme i Chicago. Der blev under udstillingen knyttet kontakt med alle de førende firmaer i køle branchen, og da udstillingen nød stor officiel bevågenhed, stod dørene åbne for besøg på virksomhederne efter at den var slut.

Det var oprindeligt meningen, at denne lejlighed til at kikke vore amerikanske kolleger efter i sømmene skulle være udnyttet af Direktør Gruhn og Ingeniør Ib Asboe Jørgensen, men en truende krig i Korea medførte, at Asboe rejste alene til Udstilling i Chicago og på besøg hos York, Carrier, Frick, Vilter, Howe, Dole, Creamery Package, Canadian Ice Machine, Vogt, Krack, Brunner, Baker, Albright, Marley, Chrysler Airtemp og flere endnu.

Tilbage på Sabroe kunne Asboe berette om sit møde med amerikansk køleteknik og illustrere det ved hjælp af medbragte maskindele fra multicylinder kompressorer.

Forudsætningerne er i orden.

Stærkt støttet af Direktør Gruhn er Villadsen gået i gang med sin Opgave, og i maj 1951 rejser Direktør Gruhn til USA for ved selvsyn at få bekræftet troen på, at en ny kompressor skal være af multicylinder typen. Straks efter sin hjemkomst beretter Gruhn om sine indtryk for Sabroes bestyrelsesråd ved dets møde den 12. juni 1951 under dagsordenens punkt 6, og at det blev gjort eftertrykkeligt og overbevisende fremgår af Forhandlingsprotokollens korte og præcise referat:

ad 6. Direktør Axel Gruhn takkede bestyrelsen, fordi han havde fået lejlighed til at foretage rejsen til Amerika og aflagde beretning om rejsen. Bestyrelsen gav sin tilslutning til at træffe foranstaltninger til indkøb af en serie hurtigløbende maskiner, som vi nødvendigvis må optage fabrikationen af.

Direktør Otto Kramhøft deltog i mødet som bestyrelsesrådets kommitterede. Kramhøft var fratrådt som Sabroe's tekniske direktør ved udgangen af 1950 efter 49 års tjeneste.

Direktør Kramhøft var en begavet maskinkonstruktør, og hans indsats har i høj grad været med til at skabe Sabroes gode omdømme som fabrikant af kølemaskiner. For at fremstille en god kølekompressor ud fra nok så perfekte konstruktionstegninger var det en forudsætning, at man rådede over maskinarbejdere, der var både dygtige, erfarne og omhyggelige. Støbegods udgjorde en væsentlig del af materialerne, og den tids konstruktioner fordrede stor omhu og erfaring med fremstilling af modeller og kærner og ikke mindst en god viden om legeringer og støbeteknik.

Et sådant miljø var gennem årene opbygget hos Sabroe, som derfor blev en meget anerkendt arbejdsplads i Aarhus. For at sikre og forbedre forsyningen med materialer etableredes i jubilæumsåret 1947 Sabroe's eget støberi Dania i Helsingforsgade i Aarhus under ledelse af A. Stjernholm Larsen.

Alt i alt et godt udgangspunkt for at kunne binde an med en ny stor opgave som på mange måder adskilte sig fra hidtidige forestillinger om kølemaskiner. Direktør Kramhøft var stærkt interesseret i den opgave, som Villadsen havde påtaget sig, men han overlod helt ansvaret for dens løsning til Villadsen, inden han gik på velfortjent pension.

Sabroe's økonomi i perioden fra 1947 til 1957.

Konstruktionsarbejdet og produktionsforberedelserne i forbindelse med udviklingen af en helt ny kompressortype til afløsning af de maskiner, der i en lang årrække havde været den centrale del af Sabroe's produktionsprogram, måtte naturligvis stille store krav til økonomien.

Imidlertid var virksomheden så velkonsolideret og driften så rentabel, at igangsætningen af det store udviklingsprojekt ikke gav anledning til økonomiske bekymringer.

I jubilæumsskriftet "SABROE gennem 50 År" fra 1947 konstateredes det, at selskabet var kommet betydeligt heldigere gennem krigsårene end ventet. Ved udgangen af 1947 udgjorde egenkapitalen 48 % af den samlede kapital, likviditeten var særdeles god med en positiv banksaldo og overskuddet udgjorde 10,6 % af egenkapitalen. Til sammenligning kan anføres at obligationsrenten lå på 4 %.

Efterspørgslen på Sabroe's produkter var, på grund af et stort behov oparbejdet under krigen, større end man kunne imødekomme. Ordrebeholdningen svarede ved udgangen af 1947 til 2 års produktion, og man var tilbageholdende med at tage ordrer ind med længere leveringstid på grund af den rådende usikkerhed med hensyn til både leverancer og priser på materialer.

Samtidig var man dog også bange for at støde kunderne fra sig, fordi man forudså vanskeligere tider, når krigsførende lande som USA, England og Tyskland, efter at have opfyldt egne behov, atter meldte sig som konkurrenter på eksportmarkedet. Dette perspektiv forøgede naturligvis interessen for at modernisere vort produktionsprogram.

Det økonomiske udgangspunkt var således gunstigt, og udviklingen i den følgende periode så positiv, at man fik både de fornødne midler og den fornødne tid til at forberede introduktionen af den nye kompressorrække.

Ordreindgangen viste en stadig stigning i perioden, fra 13,3 mio.kr i 1947 til 26,9 mio. kr. i 1957. Større bestillinger, f.eks. på serier af anlæg til russiske fryseskibe, gav betydelige udsving i enkelte år og ordrebeholdningen nåede et toppunkt i 1956 med 35,9 mio.kr.

For at holde trit med denne stigning blev produktionskapaciteten udvidet ved hjælp af overarbejde, skiftehold, leje af lokaler og tilbygninger til fabrikken, og det fakturerede salg steg fra 9,3 mio. kr. i 1947 til 29,4 mio. kr. i 1957.

Ordrebeholdningens størrelse i forhold til vor produktionskapacitet blev derved mere hensigtsmæssig, og den udgjorde ved udgangen af 1957 23,4 mio.kr. svarende til 9 måneders produktion.

Ved vurderingen af tallene må der naturligvis tages hensyn til, at der i samme periode skete betydelige prisstigninger. Til belysning heraf kan nævnes, at arbejdslønnen til industriarbejdere fra 1947 til 1957 steg med 95 %, engrospristallet for jern og halvfabrikata med 57 % og for kobber med 75 %. Da ordreindgang og fakturering i perioden blev henholdsvis fordoblet og tredoblet, er det dog et udtryk for en betydelig stigning i aktiviteten.

Aktivitetsstigningen gav et tilfredsstillende afkast, og det regnskabsmæssige overskud voksede nogenlunde jævnt fra 658.000 kr. i 1947 til 2.439.000 kr. i 1957. For hele tiårsperioden gav det en forrentning af selskabets egenkapital på 15,6 %. I betragtning af at obligationsrenten i den samme periode bevægede sig mellem 3,9 og 6,8 %, og at den gennemsnitlige forrentning af egenkapitalen i jernindustrien som helhed lå på 12,7 %, må det siges at være et godt resultat.

Udviklingen i Sabroe's soliditet var også god, idet selskabets ledelse førte en meget forsigtig udbyttepolitik. Kun 24 % af overskuddet i perioden udbetaltes som udbytte, medens i alt 11,5 mio. kr. blev henlagt til egenkapitalen. Med en udvidelse af aktiekapitalen på 1 mio.kr. i 1949 medførte dette, at egenkapitalen voksede fra 6,2 mio.kr. i 1947 til 18, 7 mio. kr. i 1957 og dermed udgjorde 64 % af den samlede kapital. Det tilsvarende tal for jernindustrien som helhed lå på 40 %.

Endelig må nævnes, at også likviditeten vedblev at være særdeles god. Samtlige regnskabsår sluttede med en positiv banksaldo, og i 1957 var den vokset til 8 mio.kr.

Til forklaring på denne usædvanlige situation tjener blandt andet, at man i flere år havde arbejdet med planer om en betydelig udvidelse af fabrikken og opførelse af en ny administrationsbygning på det sted, hvor virksomheden havde ligget siden starten i 1897. Man havde bevidst opsamlet midlerne til dette formål.

Disse planer stødte imidlertid på vanskeligheder i forbindelse med Aarhus kommunes byplan, hvilket til sidst medførte, at Sabroe måtte opgive sine planer. I 1957 besluttede man at købe en grund i Holme for gradvis at flytte hele virksomheden dertil.

Hermed var der lagt op til investeringer i den efterfølgende periode, hvor der blev god brug for de opsparede midler og mere til.

Radikal ny konstruktion fordrer omhyggeligt forstudie.

Det stod fast, at Sabroe's nye kompressor skulle følge de amerikanske multicylinder principper. Beregningsgrundlag og materialevalg ville derfor afvige stærkt fra indarbejdede rutiner og procedurer i Sabroe's hidtidige produktion. Alle elementer skulle udtænkes og nykonstrueres, fordi der ikke kunne være tale om genbrug af noget af det eksisterende.

Med multicylinder princippet åbnedes der muligheder for at benytte underleverandører, som for eksempel kendt i automobilindustrien, til elementer som lejer, stempler, ventiler etc. Disse produkter havde opnået en høj grad af perfektionisme som en følge af de meget store forbrug i bilindustrien. Vi kunne bruge det perfekte, men vi kunne ikke stille de store ordrer i udsigt. Det var derfor ikke så ligetil at finde interesserede leverandører til den lille niche, som køleindustrien udgjorde.

Med vort kendskab til behov og marked for kølemaskiner vidste vi, hvilke køle kapaciteter de nye kompressorer skulle dække, og på det grundlag havde vi valgt en cylinderdiameter på 100 millimeter til den typerække, der var størst behov for. Dermed var det temmelig givet, at den mindre typerække skulle have en cylinderdiameter på 65 millimeter og den større typerække 180 millimeter.

Inden man kunne lægge sig fast på at indbygge stempler og tilhørende cylinderforinger i et fælles stativ, skulle en aflastningsanordning udtænkes. Det viste sig vanskeligere end forudset, fordi der var en vis trængsel af forskellige amerikanske multicylinder konstruktioner, som alle havde søgt patent på deres gode ideer. Vi måtte altså konstruere noget, der var anderledes og helst bedre. Det lykkedes os i konstruktionen med de kendte vippearme, som nok er styret af en ramme fælles for to cylindre, men som alligevel tillader den hurtigste og mest skånsomme aflastning af ventilpladerne i det rigtige øjeblik uanset det forhold, at stempelbevægelsen er forskudt 180 grader de to cylindre imellem. På et punkt gjorde vi et selvstændigt valg ved at gå ind for et system med fuld aflastning af alle cylindre i en kompressor, med de fordele og den enkelte ulempe dette medfører.

Efter at have undersøgt de kendte europæiske firmaer Hoerbiger's og Dienes' ventilkonstruktioner besluttede vi os for selv at konstruere og fremstille vore ventiler. Vi besad en betydelig erfaring på området. Allerede i 1951 kunne vi støtte os til elektrisk trykindikering på katodestrålerør af kompressionsdiagrammet, og dermed kunne vi nøje studere ventilerne, som er de centrale elementer, hvorom man konstruerer resten af kølemaskinen. Lignende betragtninger gjorde vi omkring pakdåsen, hvor vi valgte at genbruge nogle af vore erfaringer fra vore Frigore kompressorer. Dermed var vi også i overensstemmelse med Sabroes politik om en høj grad af egenproduktion i vore kølekompressorer.

Efterhånden som vi fik bestemt de forskellige elementer, kunne vi tage fat på opslaget til det støbte stativ og dæksler. Det var nok det område, hvor der stilledes de største krav til nytænkning. Støbegods til en multicylinder kompressor er betydeligt mere kompliceret end støbegods til de hidtidige vertikale kompressorer. Heldigvis havde vi vort eget veludrustede støberi og en snedkermester som, foruden at have lært modelsnedkeri, var fyr og flamme for at løse den nye opgave med fremstilling af modeller og kærner, og som gerne bevægede sig ind på støbeteknologiens område.

Forstudiet slut og konstruktionen igangsættes.

Efter godt et års forarbejde kan Villadsen og hans hjælper ingeniør Frits Pilgaard melde grundlaget klar for en beslutning om at igangsætte produktion. En attrap i træ og i målestok 1:2 bliver fremstillet for at anskueliggøre for alle resultatet af det konstruktionsarbejde, som skal bringe Sabroe et tigerspring frem.

På et møde den 20. juni 1952 hvori deltog:

Direktør Axel Gruhn

Direktør Otto Kramhøft

Overingeniør A.C. Levinsen

Ingeniør Vagn Villadsen

vedtoges det at tilrettelægge to kompressorrækker med henholdsvis cylinderdiameter 65 mm, slaglængde 50 mm, antal cylindre 2, 4, 6 og 8, og cylinderdiameter 100 mm, slaglængde 80 mm, antal cylindre 4, 6, 8, 12, og 16 begge forudset for 1450 omdrejninger pr. minut.

Samtidig gav man højeste prioritet til konstruktions- og tegningsarbejdet for kompressoren med 100 mm cylinderdiameter, fordi man fandt, at de eksisterende FWA kompressorer kunne ændres til hurtiggående kompressorer og dermed dække området i den tid, det varede, inden man kunne tage fat på den nye kompressorrække med 65 mm cylinderdiameter. En kompressorrække med 180 millimeter måtte afvente en senere etape af Sabroe's udviklingsprogram.

Det vedtoges videre at anskaffe to amerikanske kompressorer af fabrikaterne Chrysler Airtemp og Trane for at støtte vort konstruktionsarbejde. Kun den første blev indkøbt, og det var i virkeligheden en begrænset nytte vi fik ud af den. Konstruktionen, der mindede om en stjernemotor til en flyvemaskine, var specielt beregnet til luftkonditioneringsformål, og den egnede sig ikke til ammoniak kølemiddel eller større industrielle køleanlæg.

Kompressorstativet fastlægges.

Man gik straks i gang med at fremstille de endelige tegninger til kompressorstativet. Det forudsatte et større beregningsarbejde for at fastlægge de nødvendige godstykkelser af støbegods, og man måtte forhandle med arbejdstilsynet om en særlig godkendelse for trykprøver. I tidligere konstruktioner af kompressorer skulle hele krumtaphuset underkastes højeste prøvetryk. De danske regler forudså ikke den mulighed, at nye konstruktioner fuldt forsvarligt kunne prøves med lavere tryk for den del af krumtaphuset, som i praksis er udsat for moderate tryk under drift. Ved at henvise til at Lloyds accepterede forskelligt prøvet ryk for henholdsvis suge side og trykside i en køle kompressor lykkedes det at få en lignende praksis indført i Danmark.

Denne forståelse fra arbejdstilsynets side var af stor værdi for vor konstruktion, hvor det gjaldt om at undgå unødig vægtforøgelse af støbegods. I forvejen var vi handicappet af at måtte regne med grove tolerancer på godstykkelser i krumtaphuset, fordi de komplicerede modeller og kærner forudsatte en støbeteknik, som endnu ikke var almindelig rutine i Dan mark.

I denne forberedende fase var det nyttigt, at snedkermester S. A. Sørensen var modelsnedker og havde kontor dør om dør med tegnestuen, så han daglig kunne følge tegningsarbejdet og ved de hyppige drøftelser med støberiet bidrage til forståelsen af de krav, der stilledes til de nye og, komplicerede former for støbegods. På Villadsens ønskeseddel var allerede dengang et kompressorstativ med indstøbte suge filtre, men det var for stor en mundfuld, og vi valgte derfor et stativ med det karakteristiske bukserør påboltet sugesiden og samle røret på tryksiden.

Det første stativ, vi støbte, afslørede en svaghed i vore beregninger for stativets bund som derefter blev forsynet med en forstærkningsribbe, og der forekom også i begyndelsen utæt gods, hvad Dania's direktør A. Stjernholm Larsen og støbemester Herbert Andersen, dog snart fik bugt med.

Krumtap og Stempelstang..

Sabroe's multicylinder kompressor var ved at finde sin form. Vi manglede endnu krumtappen, som vi havde besluttet skulle fremstilles af støbegods. Vort støberi havde allerede i et par år leveret støbte krumtappe til vore FWA kompressorer i SG jern med ferrittisk grundstruktur, men til vore SMC kompressorer fordredes en kvalitet, der var hårdere og mere modstandsdygtig mod slid. Jern med en ferrittisk-perlittisk struktur var velegnet og også omfattet af den licens på fremstilling af SG jern, som vort støberi sad inde med, men vi var endnu ikke nået så vidt i udnyttelsen af licensen.

Altså måtte man foreløbig se sig om efter en anden leverandør, som også nødvendigvis skulle kunne godkendes af Lloyds, især af hensyn til vore leverancer til skibsanlæg. Vi indledte derfor et samarbejde med Sulzer i Svejts om leverancer af krumtappe. Imidlertid havde Lloyds aldrig tidligere godkendt støbte krumtappe til kølekompressorer, så vi måtte gennem betydelige forhandlinger, før det lykkedes os at blive den første fabrikant i verden, som fik en støbt krumtap til kølekompressorer godkendt. Lloyds insisterede på at vi øgede krumtapsølens diameter med 5 millimeter til 80 millimeter. Hvorvidt det var nødvendigt, kan ingen vide, men en kendsgerning er, at vore krumtappe er meget solide.

Nu lyder 5 millimeter ikke af meget, men konstruktionen af SMC var allerede så langt fremskreden, at vi ikke kunne justere de ydre mål på det støbte krumtaphus eller på plejlstangen. Altså måtte vi acceptere, at plejlstangsboltene spændte på et reduceret fladeareal, hvilket kræver en vis omhu under samlingen for ikke at risikere deformationer, og så i stedet glæde os over den øgede sikkerhed, vi fik med den større lejeflade. Men dermed måtte vi også sige farvel til den mulighed at bruge aluminium til plejlstangsmateriale og i stedet vælge sænksmedet jern.

Fra sit ophold i Columbia kendte Villadsen til de amerikanske York kompressorer, hvor han havde gjort den observation, at det svageste sted på en plejlstang af aluminium er lige under stempelpindsbøsningen, især hvis man har valgt en stempelpind af lille dimension, hvor der kunne være fare for varmløbning.

Derfor valgte han en stempelpind, som set i forhold til stemplet synes af meget store dimensioner, og dermed sikredes også en kraftig stempelstang.

Stempler og Lejer mm.

Ved valget af stempler og lejer fik vi stor hjælp af det kendte århusianske firma Carl Christensen A/S, som havde stor erfaring med komponenter til automobiler. Derigennem fik vi kontakt med de engelske firmaer Wellworthy og Glacier, som var producenter af stempler og lejer. Ikke alle erfaringer fra automobilindustrien kunne direkte overføres til kølekompressorer, blandt andet fordi temperaturforholdene i en cylinder udvikler sig meget forskelligt, hvilket gjorde ovalslebne aluminiumsstempler til vore kølekompressorer aktuelle. Med Glaciers assistance besluttede man sig for hvidtmetalsbelægning på alle lejer til krumtappen, medens broncebelægning var nødvendig til oliepumpens lejer, som er de mest belastede i en kølekompressor.

Nu er bronce ikke det materiale, man umiddelbart tænker på i en kølemaskine, som skal kunne anvendes med kølemidlet ammoniak. Men også her havde Villadsen gjort erfaringer med amerikanske kompressorer, hvor bronce, rigtigt anvendt, havde vist sig som et overordentlig velegnet og stabilt materiale. Det kom ham til nytte, da vi konstaterede, at kunststof i stempelpindslejet, som havde gjort god fyldest under alle prøvekørslerne, trods alt ikke i den praktiske anvendelse af kølekompressorerne var tilstrækkelig pålideligt, og det blev derfor erstattet med et bronceleje. Det var den eneste konstruktive ændring, vi måtte foretage på SMC kompressorerne, efter at produktionen var begyndt.

Materiale til vore cylinderforinger fik vi leveret fra en anden kendt århusiansk virksomhed, A/S FRICHS, som var specialister i centrifugalstøbte foringer til dieselmotorer

Fra vore FWA kompressorer havde vi store erfaringer med konstruktioner af pakdåser, og dem udnyttede vi til selv at konstruere en ny pakdåse til hurtiggående SMC kompressorer, og vi fortsatte den teknik at lade oliestrømmen fra oliepumpen passere først gennem pakdåsehuset og derefter gennem krumtappens kanaler for at have kontrol over det aksialtryk, krumtappen bliver udsat for.

Fremstilling og Indkøb startes.

Projektets hovedpersoner var indtil da administrerende direktør A. Gruhn og ingeniør V. Villadsen, støttet af en række interesserede medarbejdere hver på deres felt. For direktør Gruhn blev savnet af en teknisk direktør mere føleligt efterhånden som projektet nærmede sig den fase, hvor der krævedes en omfattende planlægning af produktionens igangsætning.

Den 1. februar 1953 tiltrådte civilingeniør Aage Korsgaard som teknisk direktør, og dermed havde Sabroe fået en teknisk leder med stor erfaring i køleteknik og med et stærkt ønske om, at kvalitet skulle kendetegne Sabroe - i aktiviteter som i produkter.

I værkstederne stod driftsingeniør C. Sylvest Nielsen foran sin pensionering, og han afløstes i 1954 af produktionsingeniør L. Gottwald, som i årene forud havde haft til opgave at etablere produktionsplanlægningen i firmaet. På det tidspunkt var det alene vore værkførere og maskinarbejdere, som stod for at producere de nye maskindele indenfor de krævede tolerancer, og det endda på ret så bedagede værktøjsmaskiner.

For en eksisterende produktion er det altid en omstændelig sag at indføre radikale ændringer i planlægning, men med de nye konstruktioner af multicylinder kompressorer kunne vi tage systemerne til produktionsstyring i fuld anvendelse. Metode- og tidstudier var noget nyt og følsomt, som krævede stor kompetence af den ansvarlige leder. Med stor enthusiasme varetog produktionschef for fabriksteknik G. Schuppli dette hverv fra 1957.

Også på anden måde medførte de nye konstruktioner et generationsskifte. Der skulle et særligt talent til at blive en god maskinmontør, hvis man ville beskæftige sig med samling og prøvekørsel af de gamle typer vertikale kølekompressorer. Lejer skulle skrabes til individuelt, og montagen af maskinen krævede omhu ved opmåling og en udviklet fingerspidsfornemmelse. De, der var kaldet, var sig naturligvis svært bevidste om eget værd og forstod at indhylle sig i en aura af mystisk utilnærmelighed. Grundstammen af dygtige montører hos Sabroe udgjordes af kendte navne som Peter Jensen, Ejnar Phillipsen og Richard Lund.

Men nu kom den nye kompressor, som var konstrueret efter helt andre principper, og dermed var tiden inde til at give nye dygtige maskinarbejdere en chance. Elof Elhøj og Georg Nielsen blev de første på dette felt.

I løbet af 1953 begyndtes fremstillingen af modeller og værktøjer til de første SMC 100 og SMC 65 kompressorer, og i begyndelsen af 1954 var prototypen, en SMC 8 - 100 klar til omfattende prøver, som strakte sig over det meste af året.

Prøvekørsel.

Prøvekørslerne foregik under ret primitive forhold. På det tidspunkt havde Sabroe stadig til huse i Sønder Alle midt i Aarhus, hvor vi led under stor pladsmangel og måtte etablere prøverum i et skur i baggården. Da vi kørte med kompressoren nat og dag, søgn og hellig, var vi ikke populære hos beboerne i området. De forstod ikke at glæde sig med os over at være vidne til verdenspremieren på en vibrationsfri og støjsvag kølekompressor, når de selv blev irriteret af den monotone støj og buldren fra prøvestandens elektromotorer og ventilatorer.

Prøverne omfattede naturligvis både den mekaniske funktion og måling af ydeevne og kraftforbrug under alle forventelige driftsforhold. Størst opmærksomhed krævede aflastningssystemet, hvor der stilledes særlige krav både til præcis virkemåde og til driftssikkerhed. Gennem de lange perioder af prøvekørsler udviklede maskinmontørerne en evne til at tyde årsagen til selv meget små forandringer i lyden af kompressoren under drift. Prøvekørslerne afslørede ingen alvorlige fejl, men netop observationerne af forandringer i lyd ledte til forståelsen af at hastigheden, hvormed det hydrauliske system aktiverer aflastningsanordningen, er kritisk.

Der blev også gjort observationer, hvor reaktionen først blev sat i værk med betydelig forsinkelse. Da prototypen havde kørt 700 timer, blev den adskilt for inspektion af muligt slid. Alt var imidlertid perfekt, men under samlingen studsede maskinmontøren over det forhold, at plejlstangens rør forbindelse mellem hovedleje og stempelpindsleje var blokeret ved at den ene halvpande med hul for passage af oliestrømmen fra krumtap kanalerne var monteret modsat. Ingen havde lyst til at indrømme en fejl, heller ikke i dette tilfælde, hvor det viste sig at kompressoren havde klaret sig flot med stænksmøring i stedet for den planlagte tryksmøring. Ingen sagde noget -- formentlig et udslag af det, man kan kalde værkstedsgulvets egne etiske regler. Først flere år senere gik det op for os, at det var en unødig komplikation og omkostning at etablere tryksmøring af stempelpindslejet, som i dag er stænksmurt.

Produktionen i gang.

For at finde plads til at samle de nye kompressorer rømmede vi en del af vort blikkenslagerværksted, som befandt sig på en indskudt etage i maskinværkstedet. Det var Elhøj, som fik den opgave at forestå monteringen af SMC kompressorerne omkring nytår 1955. I februar 1955 blev de første leveret til bryggeriet AURA i Finland, samt til en svensk frysebåd m/s TROLLEHOLM, hvor der skulle holdes minus 25 grader celsius i lasten. Det var de første SMC kompressorer ombord i et skib og måske lige så interessant det første anlæg overhovedet, hvor Sabroe anvendte kølemidlet R 22. Anlægget blev en stor succes, og vores skibsafdeling blev aldrig trætte af at minde alle om det.

SMC kompressoren var ikke alene teknisk men også omkostningsmæssigt et nyt bekendtskab for Sabroe. Ved en så radikal overgang fra en type kølemaskine til en anden skal man etablere et nyt grundlag for kalkulering af omkostninger, og det gælder om at få begyndt rigtigt. Direktør Gruhn tog en stor interesse i at følge kalkulationerne til den mindste detalje for at sikre, at rationaliseringsgevinsten ved de nye kompressorer også kom Sabroe til gode.

Produktionen af de nye kompressorer steg hastigt, og vi måtte i oktober 1956 flytte montagen til lejede lokaler på Randersvej, hvor der også indrettedes anlæg for prøvekørsel. Forholdene var primitive, 0g det var naturligvis generende, at stedet lå et par kilometer fra fabrikken. Men begejstringen var stor på det sjak, som Elhøj havde under sig, produktiviteten høj og hjælpsomheden i top, når salgsingeniørerne kom med kunder for at få demonstreret vidunderet, der kunne køre blot stående på et trægulv uden særligt fundament. Der var ingen ende på begejstringen, når Elhøj stillede en mønt på højkant i rolig balance eller han med trykluft demonstrerede, hvorledes aflastningssystemerne fungerede. Den lykkelige pionertid varede til april 1960 hvor der var produceret mere end 500 enheder. Thi da var den nye fabrik i Holme klar til at overtage produktionen.

Sabroe og Sabroe's konkurrenter.

Overalt i Europa var kølebranchen i gang med at udvikle multicylinderkompressorer, hver fabrik havde sin version. Ikke alle fabrikanter løste opgaven lige konsekvent eller lige hurtigt, og det er en kendsgerning, at Sabroe's SMC var den ene af de to første på Markedet med en gennemført, nykonstruktion af en multicylinderkompressor, som fuldt ud kunne måle sig med de amerikanske forbilleder. Det andet fabrikat var det engelske Hall, som imidlertid ikke var særlig kendt på det europæiske fastland og derfor ikke blev nogen reel konkurrent, når bortses fra marinemarkedet i England, hvor Hall nød præference.

Af vore danske kolleger præsenterede Atlas, som havde brugt mange kræfter på produktion af køleskabe og små kompressorer, en ret kompliceret konstruktion, medens Gram med nogle års faseforskydning bragte en kompressor på markedet, som tålte sammenligning med Sabroe's.

Vor største konkurrent på eksport markedet og måske især på marinemarkedet var STAL i Sverige med en kompressor, hvis virkningsgrad imidlertid slet ikke tålte sammenligning med vor SMC, og deres ny model havde en overordentlig sindrig ventilkonstruktion, som i praktisk brug viste sig at være uhyre følsom. Konstruktionerne blev ikke forbedret, og STAL valgte med større held at kaste alle deres kræfter ind i en udvikling af skruekompressorer.

Det hollandske firma Grasso var også en betydelig konkurrent. Grasso valgte en speciel løsning på fremstillingen af kompressorstativet, idet man i stedet for det normale med et stativ i støbejern valgte at fremstille et stativ ved opsvejsning med rørprofiler.

Blandt vore tyske kolleger Borsig, DWM, Sümak, Linde, Rheinkälte og Astra var Astra den, der kom os nærmest i sin version, men ingen slog for alvor igennem på markedet. De italienske, franske og svejtsiske mærkede vi ikke meget til. Men vi lærte dem alle at kende på de årlige Hannover-messer, som vi deltog i fra 1956. Især var vor stand på messen i 1957 genstand for stor opmærksomhed fra alle vore konkurrenter. Vi udstillede en VSIM ismaskine i drift med en SMC 6-100 kølekompressor og en pladefryser. Det var alle sammen produkter, som var spændende for vore konkurrenter at tage i nærmere øjesyn, og vort lille trick med en mønt på højkant på kompressoren blev beundret.

Vi var uden tvivl blevet den førende stempelkompressorfabrikant med den vellykkede konstruktion af SMC kompressoren, men vore konkurrenter lå naturligvis ikke på den lade side. Imidlertid havde vi ikke blot den bedste kompressor, men vi havde også det bedste salgsapparat i Europa til at introducere vore maskiner hurtigt og effektivt. Vi havde veletablerede forhandlere i de fleste af Europas lande, og vi havde en liberal indstilling overfor afsætning af vore kompressorer som komponenter på industrialiserede markeder. På godt og ondt er det en kendsgerning, at kvaliteten af et køleanlæg i meget høj grad forbindes med navnet på fabrikatet af kølekompressoren. Det var derfor af betydning, at de fleste af vore agenter var meget kvalificerede køle entreprenører, som -- ofte med støtte af vor anlægserfaring -- stod med ansvaret for at have solgt kunderne funktionsdygtige anlæg med vore SMC kompressorer leveret som komponenter. På den måde blev vore SMC kompressorer i løbet af kort tid kendt og solgt i stort tal i næsten alle de industrialiserede lande specielt i Europa.

Sammendrag.

Del1 nye Sabroe multicylinderkompressor repræsenterede på mange områder en nytænkning. Konstruktion, materialer og produktion afveg radikalt fra det tidligere kendte. Det er derfor bemærkelsesværdigt, at det indenfor en relativt kort periode lykkedes at frembringe et omfattende produktionsprogram spændende fra den mindste SMC 65 over den meget populære SMC 100 til den største SMC 180, og ikke mindre bemærkelsesværdigt, at konstruktionerne var vellykkede straks fra starten og har bevist en levetid og livskraft, som intet andet fabrikat kan vise magen til.

Når en stor opgave er lykkedes godt, vil man gerne benytte det som målestok ved bedømmelsen, af hvorledes de næste store projekter er eller skal realiseres. Værdien af en sådan sammenligning er imidlertid tvivlsom alene af den grund, at der ofte er en generation til forskel i ledelse, hos medarbejdere og i teknologi, når ressourcerne sættes ind på de store opgaver, hvor målet er et niveauspring til fremtidssikring af virksomheden.

Det er imidlertid ikke uden interesse at kende de betingelser, der engang var forudsætninger for at et nyt produkt blev en succes.

Det synes oplagt, at tiden i begyndelsen af 1950’erne var moden til at forny produktionsprogrammerne, og de amerikanske forbilleder, multicylinderkompressorerne, havde allerede gennem flere år vist deres duelighed. For os var problemet derfor ikke så meget, hvad vi skulle lave, men hvordan vi skulle lave en Sabroe version, som kunne leve op til det omdømme Sabroe allerede havde i kølebranchen, og som kunne stå sig i den forventede konkurrence.

Der gøres ikke mange opfindelser i kølebranchen, men der gøres mange erfaringer, og det er evnen til at stykke egne og andres erfaringer sammen i et nyt produkt, som er betingelsen for at opnå succes.

På Sabroe var der skabt et fagligt miljø, som rummede et stort erfaringsmateriale på vitale områder som maskinkonstruktion, støbeteknik, maskinfremstilling og køleteknik. Til at forestå udvikling af vor nye kompressor udpegedes ingeniør Vagn Villadsen, dengang 32 år, men allerede med en betydelig og alsidig international erfaring i køleteknik og maskinkonstruktion. Villadsen forstod den kunst at stykke egne og andres erfaringer sammen, og med sin store indsigt og åbenhed kunne han altid skaffe sig den viden, han manglede, om ikke på anden måde så ved at gøre erfaring til et bytteobjekt.

Det var på Direktør Axel Gruhn's initiativ, at udviklingsarbejdet blev sat i værk, ligesom det var Direktør Gruhn, som håndplukkede Villadsen til jobbet. Gruhn fastholdt initiativet og traf den endelige beslutning om udviklingsprogrammet i 1952 og fulgte det op i detaljer, fra 1953 støttet af den tekniske direktør Aage Korsgaard. Direktør Korsgaard blev hurtigt klar over, at Sabroe's produktionsapparat ville være utilstrækkeligt, når salget af den nye kompressor tog fart. I 1956 startede han derfor undersøgelserne af egnede grundstykker i omegnskommunerne med henblik på en total udflytning af Sabroe's virksomhed, og i foråret 1957 købte Sabroe som en af de første et betydeligt areal i et nyt industriområde i Holme. Problemer blev kun levnet en kort levetid, og manglende begejstring hos en og anden undervejs blev overset. Omveje ad komitemøder forekom praktisk taget ikke. Beslutningstagningen skete temmelig direkte, men altid velforberedt. Den stramme disciplin gjaldt på mange områder i Sabroe, ikke mindst for økonomien. Der blev i disse år tjent penge og passet godt på dem. Man kan derfor ikke fortænke Gruhn i at optræde med stor selvsikkerhed, og man kan glæde sig over, at han brugte både den og den opsparede kapital til at sætte det store kompressorprojekt i gang og igangsætte Sabroe's udflytning fra uhensigtsmæssige forhold i den indre by til det nye industrikvarter i Holme.

Direktør Gruhn oplevede at se SMC kompressorerne få succes, men han oplevede ikke at se den nye fabrik i Holme. Han døde 58 år gammel i sommeren 1958.

Redigeret: den 12. december 1990

Seneste tilføjelse: den 8. maj 1994

Af  Ib Asboe Jørgensen

Menu       Tilbage