|
|
|
|||
|
|
|
|
||
|
Thomas Ths. Sabroe
1863 til 1942
12 år gammel blev jeg sat i skole i Aarhus efter at have tilbragt min barndom i Silkeborg. Fra 1/4 1875 boede jeg hos adjunkt Neergaard, som senere blev rektor i Horsens, og fra 1/10 1876 hos kaptajn V. E. von Penick.
Jeg tog den store præliminæreksamen fra Kathedralskolen i 1880 og var så på Handelsakademi i København i et halvt år. Den 1/5 1881 kom jeg på kontoret hos Fred. Fiedler, som dengang handlede med papir o. l., og der var jeg til 1/5 1884.
I 1881 begyndte jeg at køre på de høje »bicykler«, de såkaldte »væltepetere«, og det bevirkede, at jeg i 1882 fik eneforhandlingen for Danmark af disse cykler fra Bayliss, Thomas & Co., Coventry, samtidig med at jeg forhandlede gummistempler fra et tysk firma.
Der var ikke mange cyklister dengang, så de få vi var, dannede hurtigt en klub, hvor bl.a. Sylvester Hvid var medlem, og vi kørte væddeløb i Tivoli på en bane, der var foran den gamle koncertsal. Der kørte en anden ind i mit baghjul ved et væddeløb i 1883. Jeg væltede og fik styret i låret med en stor blå plet til følge, men ellers intet at mærke.
I juni 1884 kom jeg til Hamburg som volontør hos Fred. Fiediers svoger, Julius Rohde, som handlede med galanteri- og kortevarer fra Finland og Rusland. Samtidig løste jeg »Gewerbeschein« med ret til at handle med cyklerne fra Bayliss, Thomas & Co.
I efteråret 1884 blev jeg smittet af tyfus. Jeg var syg i 3 måneder, var skind og ben og en sensation på hospitalet, og da det var overstået - troede jeg og alle - kom jeg på seks ugers rekreation på et badested i Türingen.
l januar 1885 kom jeg tilbage til mit barndomshjem i Silkeborg, men jeg måtte ikke arbejde i 3 måneder, fordi jeg havde haft tarmsprængning på grund af tyfus'en.
Den 1/5 1885 blev jeg ansat som 'bogholder hos N. E. Brasch & Co. (Spritfabriken) i Hobro, indehaver kaptajn Tretow-Loef, og der var jeg til juni 1887.
l oktober 1887 blev jeg indkaldt til militærtjeneste ved Forplejningskorpset. Jeg blev hjemsendt efter 6 måneder og var blevet udnævnt til korporal.
Jeg fik tilbud om stillingen i Aarhus Privatbank som udenlandsk korrespondent, men tog plads på kontoret hos bolchefabrikant l. Chr. Abildgaard indtil genindkaldelse til militæret.
l 1888 var jeg med på det store kantonnement og lå som regnskabsfører ved hovedmagasinet i Randers i 6 uger. l samme ejendom som hovedkvarteret havde en smøropkøber lokaler. Han fortalte, at han købte smør op for grossister og samtidig handlede med mejerierne, med hvad de havde brug for - drivremme, olie etc. Jeg havde fra barndommen kun set mælkefade, så det var en oplevelse for mig også at blive indkvarteret hos ejeren af et stort nyt centrifugemejeri.
Det gav mig noget at tænke på, og et halvt år efter sendte jeg en rejsende ud i Jylland pr. hestevogn fra mejeri til mejeri, og året efter havde jeg også rejsende på samme måde på Sjælland og Fyn. Jeg solgte alt, hvad mejerierne havde brug for. l maj 1890 havde min far afstået sin store købmandshandel, men jeg beholdt forretningen med korn, mel og jern og optog forhandlingen af støbegods fra Hess & Co. i Middelfart. Sideløbende oprettede jeg »Midtjydsk Markfrøkontor« under videnskabelig medvirken af højskolelærer Bruun Mortensen.
Men hvorfor skulle jeg ikke også sælge maskiner? spurgte jeg mig selv, og som sagt så gjort. Jeg havde jo rejsende ude.
l marts 1892 kunne jeg udsende et illustreret katalog på 83 sider, som indeholdt alt, hvad et mejeri behøvede, fra bagateller til maskiner af nyeste konstruktion, alt med priser tilføjet.
Jeg havde allerede i 1893 værksted og en montør, og på Landmandsforsamlingen i Randers i 1894 fik jeg 3 sølvmedaljer, deraf den ene for en af mig opfundet og konstrueret flødeelevator, som professor Hannover fra Polyteknisk Læreanstalt komplimenterede mig for.
Jeg udstillede også denne flødeelevator på en udstilling i Köln i 1895 og havde den glæde, at chefen for Tysklands største fabrik for mejerianlæg erklærede, at min elevator var det mest interessante i mejeriafdelingen. I Zürich 1895 fik jeg 2 sølvmedaljer. Jeg solgte patentretten for Tyskland og Sverige til ledende firmaer.
I mellemtiden var jeg flyttet til Aarhus i april 1893, da forretningen gik godt. Jeg ville fortsætte handelen med mejeriartikler og maskiner foruden støbegodset og frøkontoret; men jeg blev ret hurtigt klar over, at det var bedst at koncentrere mig om maskinerne, så jeg opgav frø og støbegods og indrettede maskinværksted ved siden af »Polyhymnia« (nu Aarhus Stiftstidende) i foråret 1894.
I 1895 til 96 monterede jeg mejeriet »Skovly« i Gjessing ved Hovedgaard helt og holdent og solgte dem en kølemaskine, den første, der blev solgt til et andelsmejeri. Det var en amoniakmaskine fra A/S Atlas.
Derpå optog jeg uden indskud ingeniør C. Gottlieb i min forretning som kompagnon. Han var anset som en dygtig konstruktør. Kølemaskiner kendte han ikke det ringeste til, men han satte sig hurtigt ind i det, og blev mig siden en god støtte.
Mine patentsalg havde givet mig en del penge, og med dem som baggrund henvendte jeg mig til Aarhus kommune som køber af det gamle Kommunehospital i Dynkarken. Indenrigsministeriet skulle dog approbere, at kommunen solgte mig ejendommen. Den havde nemlig været skole, før den blev hospital, og da den ikke havde været udbudt til salg, blev der holdt et borgermøde, hvor man anmodede ministeriet om at nægte approbation. Dog, 3 uger efter forelå approbationen.
Der begyndte jeg at fremstille kølemaskiner og valgte kulsyretypen, fordi den var lugtfri.
Jeg havde gjort Otto Mønsted en tjeneste ved at henlede hans opmærksomhed på en automatisk smøræltemaskine fra USA, og da jeg kom op til ham sammen med ingeniør Westesen fra Frichs Fabriker, udtrykte han sin begejstring over mit initiativ og sagde til Westesen: »Dette har jeg bedt Dem lave til mig de sidste 3 år, og nu kommer Sabroe, der ikke har været på min fabrik, og siger, at dette er noget for mig. Hvordan kunne De finde på det, Sabroe?«. I løbet af et par år leverede vi Otto Mønsted 8 automatiske smøræltemaskiner til ca. 4800 kroner stykket. Den amerikanske maskine var billigere, men vor var bedre, og for Mønsted var systemet og ikke prisen det afgørende.
Da jeg havde købt ejendommen og ville lave kølemaskiner, måtte der mere kapital til, end jeg havde kunnet samle. Da jeg nu havde gjort Mønsted den tjeneste, henvendte jeg mig til ham og bad ham støtte mig. »Det er mærkeligt«, sagde han, »jeg kom i fredags fra London, og der sagde direktør Schou: »Sabroe vil vist lave sin fabrik over på kølemaskiner og til aktieselskab. Det må De søge at forhindre«, men det bryder jeg mig ikke om. Jeg vil godt støtte Dem og tegne 5 andele a 5000 kroner, men jeg har ikke tid til at stå i spidsen for foretagendet«.
Da jeg lidt senere i tillid hertil henvendte mig til Mønsted, sagde han: »En ting er at ville lave en kølemaskine. Noget andet at gøre det. Vis mig først, at De kan«.
Jeg kunne, og i december bad jeg Mønsted komme på fabriken. Så ville jeg kunne vise ham den første arbejdende maskine, der lavede is i blokke på 12½ kg. Mønsteds bemærkning var: »Ja, den arbejder jo smukt, men nu har jeg ingen penge«. Han havde nemlig sat dem i Atlas, og det var vist en bror til Mønsteds direktør i London (Schou), der var direktør der.
I løbet af 1897 blev der fremskaffet kapital i Aarhus, idet man sagde, at Mønsted jo ikke var den eneste, der havde penge. Så blev aktieselskabet Thomas Ths. Sabroe & Co. stiftet l. september 1897. Det var udelukkende af hensyn til aktieselskabsloven, at det blev gjort til A/S, for det var i virkeligheden penge, der blev skudt ind i tillid til og som støtte for mig.
Aktiekapitalen blev på 150.000 kroner og udvidedes året efter til 300.000 kroner.
Betegnende for tiden er, at jeg selv hos ledende forretningsfolk kunne møde det argument: Nej, lad være med at spekulere på at lave maskiner. Det må vi lade de store industrilande om. Vi skal leve af vort landbrug. Vi kan ikke konkurrere med maskiner.
Vi fik en kølemaskine opstillet på Gl. Carlsberg, hvor det viste sig, at den konkurrerende ammoniakmaskine krævede 25 til 30 pct. mere kraft end vor kulsyremaskine.
Lige fra starten havde jeg blikket rettet mod eksportmuligheder, men der er ingen grund til at fordybe sig om mine rejser til udlandet for at tilrettelægge dette, dog føler jeg lyst til lidt nærmere at omtale udviklingen af eksporten til Tyskland, det store industriland, som »kloge« folk sagde, at dansk industri ikke havde chancer i.
Det var i foråret 1898, at jeg rejste til Hamburg uden forudgående korrespondance og opsøgte Tysklands største fabrik for mejerianlæg: Bergedorfer Eisenwerk, og fik foretræde for chefen, Kommerzienrat Berner, der straks, da han hørte, hvad det drejede sig om, tilkaldte sin tekniske og merkantile direktør.
Jeg fremlagde prøve resultaterne fra Gl. Carlsberg. Vi beskæftigede dengang kun 75, og jeg brød mig ikke om at få ingeniører op til Aarhus på det tidspunkt, men sagde: Om 3 uger afholdes en smørudstilling i Kiel. Den varer ganske vist kun 2 dage, men jeg tilbyder at opføre et for mejerier passende kølerum med arbejdende kølemaskine. Deres ingeniører må gerne overvære monteringen og så få lejlighed til at lære vor maskine at kende på nært hold.
Det blev modtaget med interesse.
Jeg forestillede også for d'herrer: De har brug for kølemaskiner. Når De tilbyder, så tilbyder Deres konkurrenter måske også samme fabrikat, men jeg kan tilbyde Dem eneforhandling til mejeribrug af vore maskiner i Tyskland.
Vi holdt aftalen om udstillingen. Maskine og køleskab sendtes i 2 jernbanevogne til Kiel, og resultatet blev en treårig kontrakt, som jeg skrev, og i hvilken der kun blev foretaget en ændring, idet »System Sabroe & Co.« blev rettet til »System Sabroe«, idet førstnævnte jo var et firma. Mit tilbud gik ud på, at Bergedorfer Eisenwerks navn sattes på maskinerne foruden »System Sabroe«.
Kontrakten var selvforlængende for en ny treårig periode, hvis den ikke blev opsagt inden 2 år.
Den varede til verdenskrigen, og vi leverede ca. 675 kølemaskiner til tyske mejerier.
Bestyrelsen sagde, jeg var naiv og sangvinsk, når jeg virkelig troede, at vi kunne eksportere kølemaskiner til Tyskland, men jeg fik her som på andre punkter ret.
Betegnende for de daværende forhold: De jydske bryggerier blev sammensluttet omkring 1900. Ceres i Aarhus med Horsens, Vejle og Fredericias bryggerier.
Uagtet Ceres' ejer, brygger Meulengracht, var aktionær i A/S Thomas Ths. Sabroe, kom vor bestyrelsesformand, grosserer Langballe, der tilmed var bestyrelsesmedlem i de sammensluttede bryggerier, til mig på kontoret og bad mig indstille mit arbejde på at få leverancen af kølemaskiner - da bryggeri aktieselskabet ikke turde overlade os den. Det af os ved prøverne på Gl. Carlsberg besejrede firma fik leverancen, og uden at vi måtte give tilbud.
I 1902 gik det op for mig, at skulle vi have succes med eksport, måtte de store jernbeholdere og rørslangerne, der hører til et køleanlæg, fabrikeres i udlandet.
Jeg rejste til Bergedorfer Eisenwerk og tilbød værket selv at lave disse dele, hvorved store fragt- og toldudgifter sparedes. Jeg blev modtaget med begejstring.
Kommerzienrat Berner udbrød: Hidtil har vi kunnet sælge Deres maskine, når vore kunder forlangte kølemaskiner - nu kan vi lægge et arbejde i, at mejerierne skal have køleanlæg.
Hjemme mødte jeg ingen forståelse.
Bestyrelsen forstod ikke betydningen deraf, direktør Gottlieb endnu mindre - »vi havde stor kedelsmedie. Det gælder om beskæftigelse til den«. »Nej«, sagde jeg, »kan vi tjene omtrent det samme ved at levere kompressorer alene, som på hele anlæget, og samtidig give vore repræsentanter så meget større fortjeneste, som vil anspore dem til at lægge et arbejde i salget, så står vi os selvfølgelig ved det«.
Senere er det gået op for Gottlieb og bestyrelsen, at jeg så rigtigt.
Trods min sygdom og inden den tvang mig til at trække mig tilbage, havde jeg også fået salget lagt tilrette i flere andre lande.
Dette er Thomas Ths. Sabroes egen meget kortfattede beretning for tiden til hans tilbagetræden som direktør for aktieselskabet i 1903.
|
||||
|
Efterskrift: Efter forskellige fejldiagnoser og virkningsløse behandlinger var det professor Oscar Bloch ved Frederiks Hospital i København, som fandt sygdommens årsag. Ved faldet ved cykelløbet i Tivoli var lårknoglen blevet porøs. Ved den efterfølgende næsten dødelige tyfus var der trængt tyfusbakterier ind i knoglemarven. Der lå årsagen til de ulidelige smerter og den vedvarende feber.
Gentagne operationer måtte til og langvarige hospitalsophold, og 28 år efter tyfus'en var der stadig levende bakterier i marven. Så kom den sidste operation, den sværeste, som endelig fjernede årsagen, men da var de bedste år af livet gået.
I de mange år, hvor han var invalideret, stillede tilværelsen imidlertid stadig sine krav.
Det er forbavsende at tænke sig, at han i de år indførte de dengang ukendte, men nu så almindelige, tegnemaskiner, importerede smørkærner fra USA, udtog patent på lyskopieringsapparat, udtog patent på den første malkemaskine efter tryk- og sugeprincippet, som nu er det eneste brugte og - desværre som kuriosum - fik verdens patent på presning af alkali i tabletter. Malkemaskine- patenterne blev overdraget til et selvstændigt aktieselskab, men krigen i 1914-18 ødelagde mange chancer. Tabletterne var tænkt til brug ved rensning af mælkejunger og var særdeles virkningsfulde, men det strandede på emballagespørgsmålet. Man kendte endnu ikke plastic.
Derudover drev han forretning som grossist med en række forskellige artikler, foruden at han med den mest levende interesse, så vidt det var gørligt, på afstand fulgte aktieselskabets skæbne.
Thomas Thomassen Sabroe blev født 23. august 1863 i Silkeborg. Hans far var købmand, senere titulær kgl. agent Thomas Thomassen Sabroe, gift med Kirstine Holtz.
Den 10. februar 1942 døde fabrikant, direktør og grosserer Thomas Ths. Sabroe. Hans hustru, f. Skovgaard, døde i 1950. Som en hilsen til
A/S Thomas Ths.
Sabroe &
Co.
Århus i september 1972. Med tak til brødrene Sabroe. Udsendt til medarbejdere og aktionærer som erindring om jubilæet den 1. september 1972. Bestyrelse og direktion Aktieselskabet Thomas Ths. Sabroe & Co.
|
||||
